Teglvænget


Som planlagt vej blev den navngivet Kalkbrænderivej den 23. maj 1927. Navnet er som for Vangs Allé, Teglværks Allé og Bonnesensgade valgt med baggrund i stedets tilknytning til Vangs Teglværk. Teglværket blev anlagt i 1851 af murermester Niels Peter Vang (1812-1878) på et område, som Østre Anlæg i dag dækker store dele af. Søen i anlægget er således de gamle lergrave fra Vangs Teglværk. På samme sted ejede han en cementfabrik og et kalkværk. Sidstnævngte gav navn til vejen. Den 15. februar 1954 blev vejen omdøbt til Teglvænget.

Bonnesensgade


Gaden blev navngivet den 23. maj 1927 efter Niels Langbein Bonnesen (1867-1932). Han købte i 1909 Vangs Teglværk og den tilhørende lergrav af sin fætter C.T. Vang (1843-1912) efter i mange år at have forvaltet stedet.

Bonnesen flyttede imidlertid produktionen til Visborg Teglværk og i 1919 solgte han arealet til Aalborg Kommune, der havde planer for boligbyggeri i området. Østre Anlæg dækker i dag store dele af området, hvor det gamle teglværk lå, og søen i anlægget er den gamle lergrav, der tilhørte værket. Også de omkringliggende gader Teglvænget, Vangs Allé og Teglværks Allé er opkaldt efter teglværket og dets ejere.

Teglværks Allé


Vejen blev navngivet Teglværksvej den 3. marts 1913, men den 11. november 1918 omdøbte byrådet den til Teglværks Allé. Vejen er opkaldt efter det teglværk murermester Niels Peter Vang (1812-1878) anlagde i Østerkæret i 1851. I 1873 overtog sønnen C.T. Vang (1843-1912) teglværket. Han forbedrede og moderniserede teglvækret i de efterfølgende år, og solgte det i 1909 til sin fætter Niels Bonnesen (1867-1932), der imidlertid flyttede produktionen til Visborg Teglværk. Aalborg Kommune købte arealet til boligbyggeri i 1919. Østre Anlæg dækker i dag store dele af området, hvor det gamle teglværk lå og søen i anlægget er den gamle lergrav, der tilhørte værket, men også de omkringliggende gader Teglvænget, Vangs Allé og Bonnesensgade er opkaldt efter teglværket og dets ejere.